DM i Indsamling vil engagere, begejstre, skabe dialog, fællesskab og opfordre til konkurrencer på tværs af byer, kommuner, regioner og lande. Formålet med indsamlingen er at samle flest mulige penge ind til humanitære formål.
Først og fremmest handler det om at gøre indsamling til en folkesag – noget, så mange som muligt tager del i og får glæde af.
Initiativtager til DM i Indsamling er organisationernes brancheforening, ISOBRO, der har allieret sig med DR og Dansk Tipstjeneste. De indsamlede midler går i år til forældreløse børn i Afrika.
DM i Indsamling er også en konkurrence. I den kommende tid bliver skoler, sportsklubber, kommuner, foreninger, virksomheder og enkeltpersoner opfordret til at finde på kreative måder at indsamle penge på.
De sjoveste og de mest originale bliver dækket af DR TV og radio, og enkelte kommer med i det årlige tv-show, der er kulminationen på de mange indsamlingsaktiviteter rundt omkring i landet.
Men alle er vindere i DM i Indsamling. Jo flere penge, du og resten af Danmark formår at samle sammen, jo flere penge kan gå videre til de livsvigtige humanitære projekter.